Endnu en dag i junglen

Endnu en dag i junglen

Endnu en dag i junglen

Jeg vågnede inden vækkeuret, lige omkring solopgang. Havde aftalt med Julie, Sarah og Susanne, at vi skulle tidligt op og se på dyr. Thomas, Jacob og Lærke sov tungt. Jeg listede mig på toilettet og da jeg rejste mig så jeg indtil flere myrer, som var både i kummen og udenpå. Jeg rystede mig febrilsk og forsøgte at tørre det antal myrer af mig, som måtte være kommet på. Jeg slap med forskrækkelsen, der var ingen på mig. Der er så pænt og rent som der kan være på hotellet, men man kan vist ikke gardere sig mod kryb her i landet.

Junglen er virkelig smuk om morgenen. Vi ser hen over skyerne og lyset er smukt. Det bliver hurtigt lyst. Jeg vækkede Julie, som var hurtig i tøjet. Vi hørte papegøjernes skrattende skrål og rigtig nok sad der et par af de røde højt oppe i et træ lige, da vi kom ud ad døren. De er så smukke. En af gæsterne på hotellet, som er fra Costa Rica, fortalte os, at man skød papegøjerne, da han var barn. Måske bare for at få de flotte fjer. Han fortalte også, at costaricanerne i dag passer godt på deres dyr og natur.

Susanne og Sarah var også i tøjet og vi gik op i det udkigstårn, der er bygget midt i restauranten. Herfra er der en smuk udsigt og vi kunne følge med i, hvordan både de røde papegøjer og de mindre grønne fløj henover toppene af de grønne træer. Vi fik også øje på en tukan.Den sad dog lige lovligt langt væk, og da vi fik øje på en flok aber tæt på restauranten gik vi ned. Det var de små hr. Nielson aber, kan ikke huske, hvad de i virkeligheden hedder. Der var mange, men de gemte sig lidt bag bladene og var lidt svære at få øje på.

Da sulten var ved at melde sig, gik vi i restauranten for at se, hvor langt morgenmaden var. Her fik vi øje på en rødøjet grøn løvfrø. Det er efter min mening en meget fin frø. Den kan være knald grøn, har røde øjne og sugekopper i stedet for svømmehud. Da vi fik øje på frøen, var den mere mørkegrøn og sad på et af bordene i restauranten. Vi har flere aftener gået med lygter og lyst nedenunder de grønne blade i håb om at spotte netop denne type frø, så begejstringen var stor, da vi endelig spottede den, dog et meget uventet sted. I vores iver efter at få et godt billede og en god video kom vi helt tæt på den, og det varede kun sekunder før vi næsten havde omringet den stakkels frø. Pludseligt satte den lille frø i et hop… og landede på Julies telefon, som hun af forbavselse tabte på gulvet. Lidt rystet fortsatte vi vores fotografering af det lille dyr. Susanne skulle lige have et godt billede af den forfra og i næste øjeblik sprang den igen og landede denne gang på Susannes ene håndryg. I ren og skær panik rystede Susanne hånden, den sidder godt fast sådan en frø med sugekopper, og da den endelig slap, ramte den Sarah på vejen. Det siger sig selv, at den panik vi alle blev grebet af, ikke udspillede sig helt lydløst. Den stakkels frø havde igen fundet jordforbindelsen og vi andre skreg af grin. Vi er så nysgerrige på dyrene, men naturmennesker kan vi alligevel ikke helt bryste os af at være.

I godt humør tilbage til huset og vække resten af familien. Vi fik frugt, æg og pandekager til morgenmad. Udmærket, men vi har snart spist noget tilsvarende i 3 uger. Stedet her er vegetarisk og har ikke noget menukort at vælge fra. De skal bare vide om vi spiser her og hvornår. I går fik vi en suppe, spaghetti med en slags tomatsauce og en banankage. Jeg tror Jacob var helt lettet efter at have fået en frokost indeholdende en del stegte grøntsager, og selv Lærke spiste godt.

Vi besluttede os for at tage en tur ned at se den nærmeste by og stranden tæt på. Det regnede og det skulle lige regne af inden vi ville afsted. Jeg fik styr på det tiltrængte vasketøj og efter lidt kommunikationsvanskeligheder lykkedes det at låne poser til det og sætte hjemmelavede skilte på med antal grader. Her er vaskeservice, så nu venter vi bare på at få det retur. Er meget spændt på om alt er samme størrelse og samme farve og ikke mindst om det er rigtig tørt, når vi får det tilbage. Her er helt vanvittigt fugtigt, og intet kan tørre. Badetøjet er vådt og forbliver fugtigt og det samme gælder håndklæderne. Faktisk er alt tøjet fugtigt. Savner i den grad tørt tøj. Til gengæld er vores hud dejlig blød.

Vi pakkede vores badetøj m.v. til stranden og mødte rengøringspersonalet på vej ud. Den ene pegede på nogle fliser, helt sorte af myrer, forenden af vores flisegang og jeg forstod på hende, at vi skulle være forsigtige, da de kunne bide. Thomas var den eneste, der ikke klarede den uden at blive angrebet og måtte igen se sig bidt af en myre. Dog ikke så blodigt et bid som for et par dage siden, hvor han blev bidt af en hær-myre i skoven på vej til et vandfald. Men den havde også bidt sig godt fast og fik bidt ham i både hånd og fod. Der var blod og lidt bekymring, indtil vi havde forhørt os om farlige edderkopper og billederne var blevet nærstuderet og vist til personalet på hotellet. Og selvom det ville have lydt lidt sejere at blive bidt af en farlig edderkop, var det en grim oplevelse. Det er vel ikke for ingenting den hedder army ants, hvem ved, hvad den havde af våben…

Nå, men disse bidende myrer er åbenbart kendt for at flytte ind i ens hjem og spise alt, hvad der gemmer sig af kryb og så forlade det igen 3 timer senere fuldstændig støvsuget for utøj. Og det var præcist det rengøringspersonale som vi havde besøg af i dag. Dog ville jeg dog gerne rette en klage til dronningen af denne flok, idet både den ikke så lille edderkop, jeg badede med i morges, stadig var der og der derudover var tilkommet en kakerlak på badeværelset. For slet ikke at nævne gigantedderkoppen, som bor på gavlen af huset.

Vi kom ind til stranden af en yderst ujævn jordvej og over en meget smal lille bro, hvor vi også så vores første krokodille. Stranden var helt øde og smuk. Dens skønhed kom dog ikke helt til sin ret, da det var gråvejr og det sætter jo sit præg på sådan en strand. Efter synet af krokodillen og den lille tvivl om de faktisk holdt til i vandet blev det mest til en stille stund, hvor vi nød synet, kiggede efter skaller og konkylier eller som jeg jagtede et godt billede af de pelikaner, der fløj frem og tilbage og fangede fisk. Den kom ikke helt tæt nok synes jeg, før jeg vendte mig og var klar til at gå, så var den der. På vej til bilen blev stakkels Lærke bidt i sin lilletå af endnu en myre!

Der var ingen anden vej end den hullede jordvej tilbage og den klarede Sarah, som ellers let bliver køresyg, lidt bedre end vejen derhen, hvor Susanne, Sarah og Jacob hoppede af og gik det sidste stykke. Inde i byen fandt vi en restaurant, som til ungernes store begejstring både havde WIFI og serverede pizza. Vi har nemlig ikke haft WIFI på hotellet. Vi var godt sulte og vi måtte vente over en time på den længeventede pizza. De har bare ikke så travlt med at lave maden her i Costa Rica er vores erfaring.

Vi bookede også en halvdags tur til junglen i morgen. Vi skal være nede i byen kl. 6, så vi skal igen tidligt op. Susanne har aftalt med hotellet, at vi får morgenmad med på turen.

Efter frokost tog vi hjem til hotellet, hvor børnene badede i poolen til de var helt opløst. Vi andre holdt øje med både børn og fuglene i området. Der var masser af de smukke grønne papegøjer og flere tukaner fik vi øje på. De har en kikkert man kan låne her på stedet og ved hjælp af denne, kunne vi rigtig nærstudere de smukke tukaner.

Nu sidder jeg her i en god rummelig lænestol af de mindre pæne, hvor man kan slå en fodstøtte op og hvor man sidder ualmindeligt godt. Jacob sidder ved siden af. Nu har han grebet telefonen, men indtil for lidt siden sad han og læste om Pearl Harbor, på engelsk vel og mærke. Pigerne og Thomas er lige kommet tilbage efter dejlige udendørs bade. Nu venter vi egentlig bare på at lade os forkæle af kokkens menu. Klokken er 18.20 og her er allerede buldrende mørkt og det regner. Vi sidder under halvtaget, når vi har spist, går vi i seng, selvom klokken kun er omkring de 20. Og i morgen venter en ny dag i junglen.

Dette indlæg har 3 kommentarer

  1. Hej Thomas og familie, det ser godt ud. Hvor er det I har. Booket overnatninger? Vi var der udenfor regntiden, ville gerne opleve den der hvor alting er meget grønnere, er det også det?

    Mvh Thomas Cosmus

    1. Hej Thomas
      Dejligt at du følger med:-) Ved Corcovado boede vi på et helt nyt hotel. Det hedder Avatar Eco Lodge, og var ret fint. Siden var vi på et strandhotel ved Parrita på den centrale stillehavskyst, og nu er vi inde i landet ved Arenal vulkanen. Om et par dage kører vi til den caribiske kyst inden turen går videre til Hawaii. På et af hotellerne arbejder de med at sætte små søde havskildpadder ud – vi kan anbefale hvis I vil afsted igen:-)
      Her er virkelig grønt over alt, og det er svært at forestille sig at det skulle være anderledes. Vi var lidt spændte på vejret når vi nu rejser midt i den våde sæson, men det har slet ikke været et problem. Her er dejligt varmt og de fleste dage er med flere timers solskin. Det er bedst om morgenen, så vi står tidligt op og går tidligt i seng:-)
      Håber alt er vel hjemme i Åbyhøj:-)

  2. Hej Thomas. Vi var en uges tid ved den caribiske kyst, 1 uge ved Arenal og et par uger ved Stillehavet, desværre var vi udenfor skildpadde sæsonen, men helt klart en ting vi skal opleve hvis vi kommer der over igen. Alt var nu også grønt da vi var der, men noget støvet nogle steder. Et par gange måtte vi krydse nogle veje som var delvis dækket af floder, tænker det vil være lidt mere udfordrende i regntiden. Ved Arenal var vi på en afventer tur både med rapelling og ziplining, hvis ikke I har overvejet det så er det en god aktivitet midt i naturen. Ser ud til at være nogle fede steder I har været. Jo tak herhjemme er regntiden også startet med regnfulde dage . Så slipper I også for alle børnesygdommene ved vores nye kommunikations værktøj AULA. Nyd fortsat jeres tur. /Cosmus

Skriv et svar

Luk menu