Om at rejse

Om at rejse

Vi har nu rejst i over 4 måneder og jeg er dybt taknemmelig for, at vi holdt fast i, at rejsen skulle vare et helt skoleår. For vi er slet ikke færdige med at opleve og være sammen. Vi befinder os et vidunderligt tidspunkt på rejsen. Vi har rejst længe nok til at både krop og sind har vænnet sig til det og samtidig har vi stadig mange oplevelser til gode.
Hvordan er det så? Jo, det bliver jo hverdag at rejse. Børnene er utrolig tjekket i lufthavnen og selv de lange flyture tager de i strakt arm. Selv jeg bekymrer mig mindre, når vi sætter os i flyet. Vi er også blevet helt gode til at pakke vores ting, hvad enten det er til en dagstur eller en længere flyrejse.


Vi er ved at have fundet det optimale tempo, eller det der fungerer bedst for os samlet set. Dagene fungerer bedst for os, hvis vi står op ved 6-tiden, tager på udflugt og har ro om eftermiddagen. Vi har dog perioder, hvor vi er trætte efter alle de indtryk vi får og sover længere og så ryger vi lidt ud af den gode rytme en periode. Der er ingen tvivl om, at børnene nogle gange gerne vil have færre udflugter, modsat jeg, der gerne vil have flere. Men selvom jeg gerne vil se alt er jeg også ved at vænne mig til, at det ikke kan lade dig gøre og jeg mærker også selv at have brug for de stille dage.
Men selv på stille dage er der brug for struktur. Så udover tid man selv kan disponere over bliver de brugt til skole og indkøb. Jacob og Julie er selv meget opmærksomme på, at de skal lære noget, når de nu går glip af skolen derhjemme. Og Lærke er også ivrig efter at lære noget. Vi har to computere, som de store bruger mest. Når computeren er fri opdaterer Thomas og jeg vores blog og jeg laver fotobøger, når ellers netværket er godt nok og det er langt fra sikkert.


Her i Cairns bor vi i en lejlighed med tre værelser. Det er fordelen ved at leje igennem airbnb. Vi får tit mere plads for pengene og kan selv lave mad og derved holde udgifterne lidt nede. Pladsen er god og også nødvendig at have indimellem, når man rejser med store børn, som også kan have brug for at trække sig. Det kan vi voksne jo også.
Det er dog skønt at have så god tid sammen både som par og familie, dele oplevelser og se nye sider af hinanden.
Vi kan mærke børnene får mere og mere glæde af hinanden. Jacob og Lærke pjatter og Jacob prøver sine korttricks af på hende. Jacob og Julie er kommet tættere på hinanden end de har været længe og Julie og Lærke har også et særligt bånd. Det er skønt at se og mærke. Personligt nyder jeg at have mine børn tæt på hver dag. At se dem vokse, forundres, glædes og lykkedes. Selvfølgelig er der også dage, hvor humøret er i den lave ende, men det er jo kun naturligt og antallet af den slags dage er på et minimum. Det er tydeligt at oplevelserne med dyr, både over og under vandet er de største for børnene.

Og så er vi taknemmelige for, at vi dels kan rejse med Thomas’ bror og familie hele tre gange på turen, og dels får selskab af venner og alle bedsteforældrene forskellige steder på turen. Det gør det hele lidt sjovere og så føles de og Danmark ikke helt så langt væk. Vi glæder os helt vildt til vi skal ses med dem og føler et stik af savn, hver gang vi siger farvel. Men er aldrig i tvivl om, at denne rejse giver os langt mere end vi må give afkald på. Og det er blevet tydeligt for os hver især, hvad vi holder mest af derhjemme og måske vi husker at sætte mere pris på det, når vi vender hjem😊

Skriv et svar

Luk menu