Jeg havde faktisk glædet mig rigtig meget til at se Great Barrier Reef. Måske mest til at give børnene den oplevelse. Men allerede aftenen inden lå jeg og spekulerede på, hvordan det skulle gå. Når jeg tænkte tilbage på min sidste tur med en katamaran var den kun præget af overlevelse.
Godt så. Vi gik ad espeladen i Cairns, som er et område langs vandet med stor legeplads, pool og masser af cafeer. Virkelig hyggeligt område. Vi skulle sejle med ”Passions of Paradise”. Det så godt ud og der var fin plads til os alle indenfor. Der var fyldt med unge mennesker, besætningen var unge og tjekkede og vi følte os i den helt rette båd. Vi sad godt. Jeg kunne også fint holde øje med horisonten gennem vinduerne til siderne. Der kom en mand ind, som på en sjov, tjekket og informativ facon fik informeret om forholdsregler i tilfælde af forlis mm, hvordan man snorkler og især hvordan man ikke gør. Han forklarede også, at man kunne få gratis søsygepiller, som skulle tages inden man blev dårlig. At man kunne synke dem hele eller tygge dem først og så sluge dem. Men at virkningen var allerbedst, hvis man sniffede dem. Det sidste var selvfølgelig kun for sjov. Havde man tendens til søsyge skulle man absolut gå udenfor og sidde. En høj ung mand rejste sig og gik ud. Jeg blev siddende. Det går jo galt hver gang og jeg har ligesom hørt det før. Men lige nu gik det helt fint.
Jeg begyndte at holde et godt øje på horisonten, som nu bølgede sig op og ned i takt med båden. Jeg var meget fokuseret på horisonten og gik nu i det mode, der hedder, det må far lige hjælpe med, jeg har det ikke helt godt. Båden slog nogle hidsige slag mod bølgerne.
Jeg begyndte at blive dårlig i sådan en grad, at jeg på ingen måde kunne overskue scenariet med at skulle rejse mig og træde udenfor. Så jeg bad Thomas hente en opkastpose. Han rejste sig og kom et øjeblik senere tilbage med en fra besætningen, som insisterede på, at jeg skulle udenfor. Hun skulle nok holde brækposen for mig. Sådan kom jeg ud at sidde på nærmeste bænk med en brækpose i den ene hånd og et glas vand i den anden. Et søsyge kit. Efter ganske kort tid fik jeg det faktisk bedre. De havde sørme ret og jeg burde vide bedre. Da jeg så mig omkring, gik det op for mig, at jeg slet ikke var den eneste. Jeg var omgivet af mennesker med søsygekits. Mennesker i helt samme båd som jeg. Den høje unge mand fra tidligere sad lige ved siden af mig og så virkelig dårlig ud. Skråt overfor sad en mand og så faktisk helt cool ud med solbriller og køligt ansigtsudtryk. Men han kastede op flere gange, mens jeg betragtede ham. Ved rælingen stod en ung pige med fletninger. Hun skulle have introduktionsdyk, men hun så bestemt ikke ud til at have det godt. Mens jeg sad der, kom der flere ud med søsygekits og besætningen fløj rutineret og serviceminded rundt til folk og byttede brugte opkastposer ud med nye og kom med nye forsyninger af vand. De var så søde og hjælpsomme og jeg så beundrende til.
Ud af øjenkrogen fornemmer jeg Thomas komme løbende imod mig. Han har Lærke på armen og han rækker hende ud imod min brækpose. Lærke forsøger for så vidt at ramme den udstrakte opkastpose, men kun en smule spyt finder vej dertil. Resterne holder Thomas dels i sin hånd og dels rammer det mine ben og tøj på vejen til dækket. Der er hurtig hjælp fra besætningen og kort efter sidder også Lærke med sit helt eget kit.
Jeg bliver bedt om at flytte mig, da første holds introduktionsdykkere skal til, og jeg sidder lige ved noget af udstyret. Jeg får bakset mig hen på en kasse med korkbælter ved siden af pigen med fletninger. Hun kastede op og fik samtidig at vide, at hun skulle gøre sig klar til sit dyk. Fuld af beundring betragter jeg hende komme i tøjet samtidig med, at hun tømmer mavesækken. Hun går og jeg holder øje med horisonten. Pludselig kommer en af de søde besætningsmedlemmer ud med Julie, som bliver placeret på gulvet ved siden af mig. Hun fortæller Julie, at hun faldt ind i en busk dagen forinden og var så uheldig at blive bidt af en slange og fremviser et uhyggeligt stort gult og blåt bid i taljen. Der sidder vi så, Julie, Lærke og jeg med hver vores lille opkast kit.
Båden stopper og alle har travlt med at komme ud og se revet. Jeg trækker den lige lidt og ser resten af familien gå i vandet først. Også jeg kommer i tøjet og får en helt fantastisk oplevelse under vandet. Julie er begejstret. Der er så smukt under vandet mor fortæller hun glad. Og så er jeg lykkelig for at vi er der sammen, nu.