Blog

For en uge siden befandt vi os i en meget fin lejlighed i Whistler. Der var et veludstyret køkken, spiseplads, stue, 2 badeværelser, 2 soveværelser og en god sovesofa, hvor pigerne sov. De havde den fordel, at de kunne se TV, når de vågnede før resten af os. Vi har fået vendt lidt op og ned på døgnet. Det havde vi ellers snakket om hjemmefra, at det ville vi ikke gøre. Men man kan planlægge nok så meget og alligevel ende i en anden situation

Efter at være fløjet fra Buffalo til Seattle, kørte vi den lejede bil fra Seattle til Vancouver og det var helt dejligt at komme dertil. Det føles trygt og rigtigt at komme til Canada. Jeg kan blive helt nervøs for den amerikanske grænsekontrol. De virker så alvorlige og ser så mistænksomme ud. Canadierne virker mere imødekommende. Antallet af politibiler faldt også drastisk efter vi kørte over grænsen og jeg følte mig helt lykkelig indeni over at være tilbage.

Vi boede hos min onkel David og hans kone Sandy, hvor Thomas, Lærke og jeg sov i deres gæsteværelse og Jacob og Julie sov i en gammel hyggelig campingvogn, som stod i forhaven. Vi havde vores helt eget store og lækre badeværelse, hvilket var skønt. David og Sandy bor i et lille hyggeligt gammelt kvarter, som vist nok oprindeligt var bygget til amerikanske arbejdere, der flyttede til for at arbejde på en nyoprettet Boeing flyfabrik i starten af 2. verdenskrig. Her er et grønt område med en god legeplads, en skole til de mindste, men heller ikke ret meget mere. Kvarteret ligger lige op ad lufthavnen og er man flyinteresseret ville man elske at bo her. Dog kan man om natten vågne og blive helt overvældet af lyden af et stort fly, der flyver ind over huset. Om dagen tænker man ikke så meget over dem, men om natten var jeg sikker på, at flyet måske strejfede taget. På én gang fascinerende og angstprovokerende. I dette lille kvarter bor også størstedelen af resten af min canadiske familie og de har et helt unikt sammenhold, spiser sammen ofte og har mange skønne traditioner sammen, som f.eks. det kolde bord 2. juledag, hvor forberedelserne hertil starter langt før og alt skal være som det plejer at være. Det kan dog være en udfordring, idet ”plejer” er som et koldt bord så ud i ca. 1950, hvor min morfar forlod Danmark. Herudover har de en kroket turnering hvert år på Canada Day. Vi var med for 4 år siden, da vi besøgte dem sidst og i år blev der på vores sidste aften arrangeret en ekstra turnering til ære for os hos min fætter Erik og hans kone Ana. Børnene havde især glædet sig til denne del af turen og til at være sammen med familien. Det er helt tydeligt at de nyder familiens selskab og det sammenhold, som oser ud af dem. Jacob har snakket lige så meget som han plejer, og det går virkelig fint med det engelske. Julie forstår også en hel del, er lidt mere tilbageholden med at snakke, men det er helt tydeligt, at også hun bliver bedre. Men det kræver heller ikke så meget engelsk for hende at få en god kontakt med familien; især Erik og Mia har en særlig plads hos hende. Lærke er også ved at vænne sig til sproget. Hun tæller nu til 5 og øver sig i små ord, men hun er ikke så begejstret, når vi forsøger at lære hende det.

Da vi kørte fra Vancouver, var det med en følelse af slet ikke at have fået set det vi ville. Men vi var så mættet af oplevelser efter New York og Niagara Falls og nok også let mærket af tidsforskellen, at vi bare trængte til at komme helt ned i tempo og bare være. Og man må sige, at David og Sandy gjorde det meget let for os. Det var som at bo på et 7-stjernet hotel. De har lavet lækker mad til os. Sandy interesserer sig meget for madlavning og hver dag besøgte vi et nyt land madmæssigt, og hun havde sågar bagt rugbrød og andet lækkert brød til os. De tog sig også tid til at tage os med i et fuglereservat og var med de 3 gange vi spiste ude med resten af familien. Vi er virkelig blevet forkælet!

Det har været skønt at være sammen med familien og det giver altid stof til eftertanke. Sidste gang inspirerede det os til at foreslå Christina, Anders og børnene til at spise sammen en gang om ugen og det har vi gjort de sidste 3 år. Tit er Thomas’ mor Gitte også med og det er skønt at se så meget til dem alle.

Udover fuglereservatet, hvor der var aldeles smukt, og hvor det lykkedes at få fuglene til at komme og spise ad hånden, besøgte vi Lynn Canyon, som også var en smuk oplevelse. Her gik vi først over en aldeles gyngende hængebro (synes jeg), soppede i lækkert smeltevand og så to mindre, men flotte vandfald. Skoven mindede mest af alt om en fortryllede skov i en bog, vi læser med Lærke, den var lidt vild og naturlig. Det der, for mig, var det vigtigste og største var turen ned ad memory lane. Vi kiggede først forbi min gamle skole, men kom desværre efter kontorets åbningstid, og det var ikke muligt at komme ind på skolen. Jeg kiggede dog ind ad vinduerne og alt så ud som det gjorde for 24 år siden. Efterfølgende besøgte vi min bedstemors hus. Et sted, jeg aldrig forstår at tage afsked med. Det var her jeg boede som 16-årig med min bedstemor, Elizabeth. Der var 3 huse på grunden, ét boede vi i, ét boede min moster i og det sidste havde mine mostre til deres fotografstudie. Min bedstemor solgte til kommunen nogle år efter jeg rejste og flyttede hen til resten af familien i Burkeville ved lufthavnen. Kommunen har lavet en park på hendes og nabogrundene, som alle ligger smukt op til Fraser River. De har beholdt 2 af husene, det min moster boede i stod ikke til at rede. Det hus min bedstemor og jeg boede i er restaureret og lavet til en meget fin børnehave. Vi mødte personalet inden børnene kom. De var i gang med at forberede og de tog rigtig godt imod os. Vi fik en rundvisning i huset og jeg fik lejlighed til at vise Thomas og børnene, hvor jeg havde boet og jeg fik skrevet en hilsen i deres gæstebog. Det sted rummer så mange gode minder for mig og jeg kunne sidde der længe bare og indånde duften af, hvad der var engang.

Se billeder fra Vancouver og turen dertil i galleriet nedenfor.