Blog

Jeg er på forunderlig vis ved at vænne mig til campinglivet og diverse rutiner, som følger med. Alting har sin plads og er noget glemt, når vi kører, kan man være helt sikker på, at det flyver rundt i vognen. Hvis man er uheldig at have vand i håndvasken på det beskedne badeværelse, er man sikker på, at gulvet og alt andet er vasket, når man kommer frem. Til trods for, at vi hver gang kigger grundigt efter på pladsen, og tidligere på hotelværelserne, vi forlader, har vi nu mistet efterhånden en hel del ting, herunder 2 par solbriller, en svømmevest, to trøjer, et penalhus og to par sandaler.

Vores tøj bliver udsat for lidt af hvert. Da vi ikke har så meget at vælge imellem bliver det brugt rigtig meget det vi har. I kan sikkert se på billederne, at vi går i det samme hele tiden. Når vi vasker, tørres alt tøjet i tumbleren, hvilket slider på tøjet, og herudover har diverse nationalparker og områderne omkring budt på meget støv. Solcreme smitter af og hvide beskidte sokker kan ikke vaskes rene, så fremover bliver der ikke indkøbt noget lyst tøj. Samtidig er det lidt bøvlet at shoppe. Vi kan godt mærke, at vi derhjemme kan handle mere målrettet. Vi ved, hvor vi skal finde alting og meget kan klares på nettet eller ved en tur alene til byen. Her bruger vi lang tid på at finde netop det vi mangler, hvilket kan resultere i trættende timer i diverse malls. Derfor gør det lidt ekstra ondt, hver gang vi efterlader noget.

Børnene hygger sig virkeligt godt sammen med deres fætre og kusiner på kryds og tværs, og vi kan både se og mærke at relationerne vokser. Lærke og Alma har endeligt fundet hinanden og har bl.a. en god leg med deres dukker, som i øvrigt er tvillinger og begge hedder Sofia. De kører lange ture i ruchebanen. Typisk er det Lærke, der styrer camperen og Alma på forsædet og Lærke hjælper lige Alma med selen. Det er første gang Lærke leger med nogle yngre end hende selv og det er dejligt at se hende i den nye rolle. Humøret er højt, og hvis bare de får plads at løbe på, er alle i gang fra morgen til aften.

I dag har vi stilledag. Dem har vi for få af, men det var svært at vurdere hjemmefra, hvor meget vi kunne nå og vi har desværre sat for lidt tid af. Men det går. Ungerne har vænnet sig til det og glæder sig over, når de får god tid til at slappe af eller lege. Vi har ikke villet lægge os for meget fast på, hvor vi skal være hvornår, og langt hen ad vejen har det været ok. Dog mærkede vi behovet for at planlægge lidt længere frem, da vi nåede til Antelope Canyon. Her er det nødvendigt at have booket på forhånd, da det kun er de organiserede ture, der er tilladte. Med ærgrelse måtte vi forlade området uden at se det vi kom for. Jeg havde glædet mig virkelig meget til at se netop denne canyon, og var ærgerlig over, at vi ikke havde styr på dette hjemmefra. Det var dog samme aften vi endte med at campere på stranden, da vi forgæves havde forsøgt at få plads på nogle af campingpladserne, som alle var fuldt bookede. Stranden er absolut en af de bedste oplevelser, så på det punkt var det heldigt vi ikke havde en reservation hjemmefra.

I dag havde vi besluttet at holde en fælles fødselsdag for Lærke og Marie, idet Lærke blev 5 år lige inden vi mødtes og Marie bliver 7 lige efter vi skilles. Det holdt hårdt at få banket en acceptabel fødselsdag på benene her i midt imellem Bryce Canyon og Zion Nationalpark. Campingpladsen vi camperer på lukker ned om to uger, da der så bliver for koldt til at holde åbent. På det tidspunkt fryser vandrørene. Vi mærker godt kulden om natten. Derfor kører butikken også på allersidste vers og udvalget var ekstremt begrænset. Det lykkedes os dog at diske op med friskbagte pandekager, skumfiduser, Oreo, popcorn og lidt godter hjemmefra, som Farmor havde med. Det var mod alle odds. Først var det svært at finde en skyggeplads, hvor vi kunne dække op. Lige da vi havde flyttet den ene camper og dannet et hyggeligt rum imellem dem, kom dem som skulle have den plads vi havde lånt til formålet. Vi rykkede ned i skyggen mellem nogle træer, men her blev vinden den helt store udfordring. Det lykkedes os at binde de medbragte flagranker og 4 balloner på grenene, men vi mistede en af ballonerne i kampen. Til sidst havde vi fået dækket et overdådigt bord og vi nåede lige at hente børnene og synge fødselsdagssang før de rigtige vindstød kom og væltede alting omkuld. Hele gildet varede omkring 10 minutter, så havde børnene spist store dele af lækkerierne og alting lå og flød efter de mange vindstød, som også bar en hulens masse grusstøv med sig. Nu sidder vi inden døre igen og det er helt rart efter strabadserne.

Det var en smuk tur ned langs vestkysten. Men jeg kan allerbedst lide denne del af turen, hvor vi besøger de mange nationalparker. Mange af dem ligger i det største indianerreservat i USA, et område halvanden gang Danmarks størrelse. Navajo Nation. Det er ikke småting man bød disse indianere, som var her først. I starten af 1860’erne gav man indianerne valget mellem at overgive sig eller sulte ihjel. For de, som ikke overgav sig, ventede en grusom periode, hvor amerikanerne brændte deres marker af, myrdede eller stjal deres dyr, brændte deres byer ned og slog de indianere ihjel, som stadig var i byen. Det resulterede selvfølgelig i, at Indianerne til sidst overgav sig, hvorefter de blev tvunget til at gå små 500 km til fods til New Mexico, hvor de kom til noget, der mindede mest om en koncentrationslejr. Undervejs på den lange tur døde mange ældre indianere og børn af sult. Senere fik de lov at vende tilbage og da amerikanerne ikke var interesseret i den ufrugtbare jord, fik de lov at få deres reservat tilbage.

Første stop var Grand Canyon. Det var smukt, men ikke så overvældende, som jeg synes både Monument Valley og Bryce Canyon er. I Monument Valley sad vi på ladet af en lastbil, i sæder, og blev kørt rundt i det imponerende landskab. I min guidebog stod der, at det første stykke vej var lidt vanskeligt, men at det ellers var ok at køre rundt. Det var sjovt at side på ladet og de 90 min, som turen tog, gik hurtigt. Jeg er ikke sikker på, at camperen kunne holde til en tur ned ad de veje vi kørte på, så det var godt, at vi købte os til en tur.  På sin vis et enormt goldt område, men klippernes røde farve efterlod samtidig landskabet indbydende og varmt. Bryce Canyon var virkelig noget særligt. Især da vi fulgte en sti ned til bunden af kløften og kom helt tæt på the hoodoos, som de kalder klippeformationerne. Der var nogle smukke og helt fantastiske kig mellem klipperne. At gå op derfra igen var næsten af at sammenligne med en katedral. Jeg tror aldrig jeg har oplevet noget så smukt med de orange klipper helt tæt på. Det var en god tur på små 5 km som alle klarede flot.

I morgen kører vi til Zion nationalpark. Det glæder jeg mig til og så er jeg også så småt begyndt at se frem til afslapning i Costa Rica.